![]() Arbejdshæftet: Hatteteater med børn Hatteteater med børn er skrevet af dramaturg Mariane Siem, som har mange års erfaring som historiefortæller og underviser ved Børnekulissen. Hæftet er på 64 sider og udkommet i 2008 på Dansk Pædagogisk Forum, forlaget. Hæftet koster 84 kr. incl. moms. Ved køb af mindst 3 eksemplar er prisen 74 kr. incl. moms pr. stk. Hæftet kan købes hos Børnekulissen eller bestilles online hos Dansk Pædagogisk Forum her. Uddrag fra 1. del:
Hatteteater Udførelse Når man har både hatte, børn, stole og kasse klar, kan man begynde. Det første, man skal gøre, når børnene sidder som publikum bag stregen, er at forklare dem, hvad Hatteteater går ud på: ”Hatteteater går ud på, at der er nogle af jer, der kommer op til mig og vælger en hat. I må selv bestemme, hvilken hat I tager på. Jeg finder på en historie ud fra de hatte, I har valgt, og I er skuespillerne, der spiller med i historien. På den måde laver vi et lille teaterstykke for publikum. Ræk hånden op, hvis I har lyst til være med!”
Når reglerne er forklaret, vælger man nogle børn, der sidder med hånden i vejret. Man bestemmer selv, hvor mange børn man tager med på scenen, men fire børn er et passende antal for en historie. Alle børn, der har hånden oppe, har lige stor ret til at være med i Hatteteater, så stå ikke for længe inden du vælger, for så føler børnene, at de skal gøre sig specielt fortjent til at være med.
Når børnene er kommet på scenen, bestemmer de sig for en hat, og man beder dem sætte sig på stole i siden. Man spørger dem én efter én, hvilken rolle de har valgt at være, og gentager dette for publikum. Man kan også bede publikum om at klappe af børnene på scenen, for det skaber en god stemning og giver en god energi at starte på. Og så kan historien gå i gang.
Udover, at man finder på en historie ud fra børnenes valg af hatte, hjælper man også børnene, så de ved, hvad de skal gøre. Man giver tegn til, hvornår de skal rejse sig fra deres plads i siden, hvor man forventer at de står, og man kan også opfordre dem til at sige figurernes replikker og selv finde ideer til handlingen. Efterhånden, som børnene vænner sig til at være med i Hatteteater, bliver de mere og mere aktive, men i starten er de meget afhængige af fortællerens anvisninger og hjælp.
Når historien er slut, beder man publikum om at klappe af de dygtige skuespillere, som derefter tager deres hatte af og går tilbage til publikum. Så er man klar til at vælge fire nye børn til den næste historie. En Hatteteaterhistorie varer omkring 15 minutter, så som oftest fortæller man kun to eller tre historier. Hatteteater kræver nemlig en god portion koncentration for både de børn, der ser på, og for den voksne, der fortæller.
Sådan laver man Hatteteater, og egentlig er det bare om at komme i gang, for man lærer kun at lave Hatteteater ved at gøre det. For at være mere bevidst om, hvad man gør, kan det dog være en hjælp at være bevidst om dynamikken i Hatteteater. Jeg vil derfor præsentere fem grundprincipper, som jeg anser som grundlæggende i denne teaterform.
(Uddrag - side 10)
Uddrag fra 3. del: Et givende møde mellem børn og voksne Hatteteater i det pædagogiske arbejde Hatteteater kan bruges i mange sammenhænge. Når man bruger Hatteteater som et underholdende indslag til arrangementer og lignende, kender man som historiefortæller som oftest ikke den børnegruppe, man laver Hatteteater med. Det primære formål er at skabe et sjovt, spændende og intenst møde og motivere både børn og voksne til at involvere sig i denne form for interaktiv underholdning. Andre bruger Hatteteater som del af deres pædagogiske arbejde, og jeg har snakket med nogle af dem for at få et indtryk af, hvorfor og hvordan de bruger Hatteteater. De er enige om, at det, der gør Hatteteater så velegnet at bruge i institutionen, er, at det er en hurtig og enkel metode, der ikke kræver lang tids planlægning og forberedelse. Man hænger hattene op og går i gang. Derudover sætter Hatteteater også nogle processer i gang, der især vedrører det personlige, det sociale og det kulturelle i barnets udvikling. På hvilke måder barnet udvikler sig, afhænger naturligvis af det enkelte barn og barnets forudsætninger. Derudover er den voksne historiefortællers værdier i arbejdet, og hvor ofte man laver Hatteteater, også af betydning. Det er derfor forskelligt, hvad der stimuleres i det enkelte barn og i hver enkelt gruppe. Jeg vil i det følgende supplere pædagogernes erfaringer med mine egne bud på, hvad Hatteteater kan sætte i gang hos både børn og voksne.
(uddrag - side 37)
|