Af Helle Bull Sarning

Børnekulissen fik i efteråret bevilliget penge til at udvikle et musisk dramaforløb specifikt for de 2-3 årige. Forhåndsinteressen var meget stor, og bevillingen lød på tilskud til 12 grupper, hvor jeg skulle komme to gange med en uges mellemrum. Børnekulissen prioriterede grupperne bredt, både geografisk og mellem de forskellige børnepasnings ordninger, således at der indgik dagplejegrupper, vuggestuer, børnehaver og integrerede institutioner.

Behovet for at lave noget decideret for de 2-3 årige er stort.I dagplejen og i vuggestuerne er disse børn de store. I børnehaverne er de små. I de integrerede institutioner er de en mellemgruppe. Alle steder er der brug for at gøre plads til dem, da de nemt bliver klemt af de større eller afledt af de mindre. Selv når man laver en så snæver afgrænsning af aldersgruppen som denne, er der stor forskel på 2 årige og 3 årige. De 2 årige er ved at tilegne sig den konkrete håndgribelige virkelighed og har begyndende social interesse i at lege sammen med andre, hvilket jo er en forudsætning for at lave drama, og senere teater. De 3 årige har mere styr på verden og et større begrebsapparat at bygge på, og er så småt ved at træde ind i fantasiens og fiktionens muligheder, hvor de 4 årige og opefter gerne boltrer sig.
De fleste af de steder jeg var, skulle der en større organisatorisk indsats til for at lave noget for kun denne aldersgruppe. Børnene skulle samles fra flere forskellige grupper, og forløbet gik ofte på tværs af hverdagen og stedernes struktur. Ofte var der en del uro for at få det hele på plads.

Min rolle var dobbelt, da jeg både skulle komme som en inspirator, og samtidig selv var ude for at samle inspiration og få erfaringer med aldersgruppen. Denne dobbeltrolle havde både fordele og ulemper. Jeg oplevede det som en fordel at jeg ikke kom som eksperten, men kom efter dialogen, da de voksnes kendskab til børnene og deres feed-back på forløbet var vigtig for udviklingen af produktet.

Ulempen var, at der lå en forventning om en mere færdig ’servering’ end det var muligt, da jeg skulle høste en del erfaringer bredt i forhold til aldersgruppen, og afprøve forskellige faktorer i forløbet. Nogle ting fungerede ikke og måtte revideres eller helt ud. Nye muligheder og idéer opstod, fik plads og førte videre!

Institutionernes travle hverdag gjorde i starten af forløbene, at de deltagende ikke altid var orienterede om hvad det hele gik ud på, og man ikke vidste hvem der skulle være med. Det var vigtigt for mig at få kontakt med nogen af de voksne, der skulle deltage, for lige at checke at de havde fået det udsendte oplæg: ”Musisk dramaforløb for de mindste”, og at de vidste hvor vi skulle være og hvilke børn og voksne der skulle være med. Det var vigtigt for forløbet, at det var de samme voksne og børn der deltog begge gangene jeg var der.

Mange af de voksne var usikre på deres rolle, i det jeg satte i gang. Det tror jeg havde flere årsager. Dels for lidt indføring i idéerne på forhånd, og nogle steder slet ingen. Dels gir det usikkerhed at afprøve og være med til at udvikle nye ting. Det er et forløb hvor vi arbejder improviserende og spontant, hvor man følger et ’flow’ i gruppen. Det er i sig selv krævende og kan nemt føles ’løst’. Selvom velviljen var der, kolliderede det flere gange med institutionens hverdag at få tid til den opsamlende snak efter et forløb.

Et andet forhold der gør sig gældende, er at man som voksen ofte føler sig genert ved at stå frem når der er andre voksne tilstede. Dette kan man ligeså godt gøre noget ved! Jeg tror alle har det i mere eller mindre grad. Det er vigtigt, at turde at sige til de voksne man arbejder sammen med: ”Nu er det mig der styrer, og i følger og støtter op om mine tiltag!” Også selvom man er usikker, og det man forsøger ikke lykkes umiddelbart. Når man arbejder med at improvisere, er der ingen garanti. Man må gribe den første indskydelse man får. Nogen gange er det bare helt i top, andre gange fiser det ud, eller bliver lettere kaotisk. Når man arbejder på slap line, er der mange muligheder, men ingen sikker løsning! Så man skal turde vælge og se hvad der så sker!

Én ting kan man med sikkerhed regne med, og det er signalerne fra børnene. Det er her ’guldet’ ligger, også selvom det går éns idéer imod!!!

Jeg kunne godt have tænkt mig, at der havde været en introduktion til forløbet på den enkelte institution for de voksne, uden børn. Et aftenmøde med både idéer og praktiske øvelser. De voksne ville have siddet lidt mere sikkert i sadlen.

Forløbet det enkelte sted kunne med fordel have været længere. På to gange når man lige at smage på noget. De voksne når slet ikke at komme på banen selv. Det tror jeg er vigtigt, hvis principperne skal blive et redskab for de voksne.

Mit udgangspunkt
Udgangspunktet var beskrevet i ”Musisk dramaforløb for de mindste” , der var sendt ud til alle inden start, således at de deltagende var orienteret om idéerne. Derudover fik de deltagende en uddybende skrivelse efter første gang. Ligeledes blev den sang som jeg havde lavet til den første del af forløbet udleveret på skrift og på bånd.

Sang
Mit udgangspunkt var at sang skulle være en bærende del af formen i det hele. En sang er en god måde at fortælle en historie på. De 2-3 årige er fortrolige med at synge. Sangen gir en overskuelig ramme for historien, den kan gentages, den gir en stemning og den kan synges med på. Jeg ville starte hver gang med at synge en eller to sange som børnene selv foreslog. Her var børnene på hjemmebane, og de ville være trygge ved situationen. Jeg var meget spændt på hvor megen tid de behøvede for at gå med, og hvordan de ville reagere på mig som en fremmed, der kom og ville have dem med på noget.

Instrument
Jeg havde en guitar med. Instrumentet virker samlende og skaber forventning og stemning. Samtidig virker det strukturerende og indikerer at vi er i gang med noget fælles.

Hatte
Børnekulissen har uviklet teater/drama formen ”Hatteteater” for de 3-7 årige, der bygger på spontanfortælling og ageren. Denne form har jeg selv erfaring med, og har den som en del af mit virkefelt. Så jeg medbragte en kasse med hatte. Udvalget af hatte var gjort, således at figurerne var enkle og let identificerbare. Disse hatte skulle bruges til at lave historier ud fra, og indgå i spontane situationer som synliggørelse og fastholdelse af en figur. Institutionerne beholdt kassen i ugen imellem mine to besøg.

Kasser
Jeg havde et forberedt forløb med. 3 papkasser i hver sin farve, med udvalgte figurer og rekvisitter i. Hvad de rummede var en hemmelighed, der skulle gættes gennem en sang jeg havde lavet: ”Gemme-sang”. Der var det samme i kasserne begge gange! Dels havde børnene en forventning om gentagelse, og dels skulle de have den fordel, at de kunne huske det, og derved hurtigt kunne gætte det og være ovenpå.

Leg - sang - sangleg - drama leg - drama - teater ?
Jeg fik hurtigt brug for at afklare hvor dette forløb placerede sig i forhold til leg, sang, sangleg, rytmik, drama og teater. Det måtte have elementer fra børnenes frie leg, men adskille sig fra det ved en overordnet styring fra en voksen.

Sang skulle indgå som strukturerende faktor, ikke som aktivitet i sig selv. Som udgangspunkt var det heller ikke sangleg, da den på forhånd har en struktur. Men det man lavede kunne udvikle sig til at blive en sangleg som man så selv havde lavet.

Rytmisk aktivitet skulle indgå som en underordnet del af det dramatiske indhold. Det var ikke rytmik i almindelig forstand. Rytmik har sit fokus på bevægelse og den musiske udfoldelse. Mit fokus er det fortællende, historien, drama – legen. Det der senere går over og bliver til teater.

Teater og drama indbefatter at der er nogle der ’spiller’ og nogle der ser på. Altså at man har et publikum. Det kan børn i denne aldersgruppe ikke i ret lang tid af gangen. Deres foretagsomhed er tæt knyttet til deres egen person, med kun begyndende social bevidsthed og interesse. Det er derfor vigtigt, at alle har mulighed for at være aktive i handlingen hele tiden, og være en del af det der sker. Dels kan mange af børnene endnu ikke ’gå ind i’ det fiktive rum. Mange begreber er først ved at danne sig. Børnene er meget konkrete, og har brug for at tingene er hvad de er.

Sangen
Jeg arbejder med spontan, kommenterende ekko – sang. Ekko-sang har flere fordele. Børnene hører ordene to gange, og har derfor bedre mulighed for at synge med, og forstå hvad der sker. Den voksne der styrer og er ’forsanger’ får opbakning til sine initiativer helt konkret ved de andre voksnes ekko.

Melodien kan være en hel kendt melodi eller et fragment af en kendt, eller den kan være grebet i luften eller lavet til situationen. Inspiration til små enkle melodier kan man få fra børnenes spontan sang, når de leger selv. Eventuelt optage det med en diktafon og lave en lille melodi derudaf. Så kan man være sikker på at det er noget børnene mestrer.

Melodierne skal være så korte og enkle, at de umiddelbart kan gentages af de andre voksne, og børnene hurtigt kan fatte den, så der kan opstå ekko-sang. Man kan gentage melodilinjerne, så man ikke hele tiden skal finde på noget nyt.

Det er sjovt når noget rimer, men det blokerer let, når man skal rime på stående fod, og så må man give op! Mit råd er: Undlad at rime, med mindre det opstår af sig selv. Gentag gerne ’versene’ flere gange. Det gir tid, både til én selv, og til børnene. Børnene har stor fordel ved at det hele ikke kører for hurtigt. Der bliver god tid til at folde sig ud, og de mindste og mere stille af børnene kan få lyst og mod til at være med.

Nyt liv til kendte sange
Den startende del hvor børnene selv foreslog en kendt sang, kom til at fylde mere og mere i forløbet. Deres forbehold overfor mig som fremmed forsvandt hurtigt, da de jo var van til at synge disse sange. Det var ikke sådan, at det blev en ’sangtime’, men jeg brugte de kendte sange som udgangspunkt. Sangene blev dramatiske rum, dramatiske miljøer og sangenes figurer blev til dramatiske figurer. Det blev spændende at gå med Peter Edderkop op i hans spindelvæv og sidde deroppe og være med til at bestemme hvad han så fandt på, når han både var blevet vasket af regnen og tørret af solen! Der opstod nye sanglege ved at gå ind i de gamle sange på denne måde, og det virkede forfriskende tilbage på disse meget sungne sange. At bruge de kendte sange som dramatiske rammer er noget nyt og vigtigt for mig, Her er der så mange muligheder, der bare venter på at blive brugt.

Dramadelen
Kasserne og gemme–sangen
Børn er meget interesserede i gemme-lege. Indfaldsvinklen til selve dramadelen var tre kasser, hvor jeg havde gemt nogle ting og rekvisitter:

- I den ene kasse havde jeg en rød bil, og 12 plastik ringe til at bruge som bilrat.

- I den anden havde jeg 12 blomster på hår elastikker (til at holde fast i), og en lille bi. (I starten også solen og regnskyen. De udgik efterhånden.)

- I den tredje havde jeg i første omgang en krokodille, men den blev erstattet af en frø, da ikke ret mange kunne gætte hvad det var, eller relatere særlig meget til den.

Jeg sang en gemme-sang (ekko-sang), og børnene skulle gætte, hvad der var gemt ud fra de sungne udsagn. Når det var gættet, og tingen hentet frem, sang vi lidt om tingen. Så begyndte jeg at lege med den ud i rummet. Denne anvisning gjorde jeg for at bane vejen. De kunne se tingen lidt an, blive mere fortrolig, og se hvad dette her gik ud på! Alt efter hvor hurtigt børnene ’turde’ være med, kom de på banen, enten som biler, blomster, frøer etc. Og så sang jeg for, og voksne og børn sang ekko, alt efter hvor meget overskud der var til også at rumme det. Jeg havde i forvejen gjort mig overvejelser over mulige handlinger med tingen og med rekvisitterne, men børnenes spontane reaktioner i situationen og interesse for et bestemt aspekt ved tingene, var den styrende faktor i handlingsdelen.

Når der ikke var mere at ’hente’ i den enkelte kasses indhold, blev den rundet af med sangen, og kassen blev lukket. Et konkret signal om, at nu var den historie slut.

At det var det samme der var i kasserne begge gange, var meget vigtigt. Og vi skulle nå dem alle, var lige så vigtigt, ellers følte de sig snydt! Børnene var helt klart ovenpå den anden gang hvor jeg lavede forløbet med dem, og de kunne huske hvad den grønne og røde og blå kasse rummede (hjulpet lidt af sangen).

Kassen med bilen og bilrattene var den absolutte top-hitter! Der var ingen grænser for hvor man kunne køre hen, og hvad der kunne ske, når man var ude at køre. I starten var det lidt abstrakt at køre rundt med en gummi ring, men det blev hurtigt accepteret, at det var sådan at man gjorde. Igen viste sangen sig at være en vigtig faktor til at fastholde koncentrationen for børnene. Og en god overskuelig form at ’fortælle’ handlingen i. Sangrammen gjorde det muligt at gentage handlingen på en let måde, som i en sangleg, så flere kunne prøve at være dragen, der stjal æblerne fra æbletræet, eller være brandmanden der slukkede ildebranden, som heksen havde lavet ude i skoven.

Selve idéen med at forberede et forløb ved at gemme nogle ting i en kasse er en enkel, hurtig og konkret måde at gribe drama med de mindste an på, og for den skyld også for de større! Det kræver ikke det store forarbejde, og er en nem måde at komme i gang på og slutte af ved. Man kan også lave det til en ”gemme-gætte-gøre” – leg, hvor det er børnene der gemmer en ting sammen med en voksen. Resten af gruppen skal så gætte det ved at synge ”Gemme-sangen”, eller bare få overraskelsen når kassen bliver åbnet. Så kan tingen sættes i handling som beskrevet ovenover.

Der kan også arbejdes på denne måde ud fra et emne. Det kunne være skoven. Hvor det så er blade, kastanjer, småkryb – edderkopper (plastik!) eller lignende i kasserne. Hvor flyver bladene hen? Hvor gemmer de små (eller store) dyr sig når det er efterår?
Hvor landede kastanjen? Der er uendelige muligheder i det.

I en institution var man hele vejen optaget af ”Åh-abe!” Så da vi skulle køre med bilerne, kørte vi ud i skoven (de voksne var træer) for at lede efter aben. Vi spiste bananer (der var et billede af en banan på væggen). Aberne kildede træerne. Der boede også en heks i skoven (en voksen var heks med hat på). Aberne besøgte heksen i hulen. Så var der banan fest igen. Så kørte alle hjem. Her kunne institutionen holde fast i interessen for aben, og bruge kasse - idéen til at lave et forløb om aberne i skoven. I den ene kasse kunne der være en abe og måske nogle bananer til brug til allersidst, hvor det hele slutter. I en anden kunne der være en papegøje og nogle flotte fjer til at flyve rundt i rummet med. I den tredje kunne der være et farligt dyr. Kasserne kunne bruges flere gange, og legene manifestere sig som selvstændige lege uden kasserne til sidst.

Der kan opstå nye sange og remser, som man bare skal tage til sig og bruge på samme vis som dem man læser sig til.

Hattene
Som udgangspunkt havde jeg også en kasse med hatte med. Det var meningen at det skulle være en afdeling med improviserede historier ud fra dem. Hattene var enkle. Det var dyre hatte, eventyr hatte, soldater, politi og brandmænd.

Der var gode ting ved at bruge hattene, og flere problemstillinger. Hattene var gode til at fastholde at en figur var på banen. Det var underholdende og berigende for øje at hatten var på. Nogle børn fik med det samme en favorit hat, der bare skulle med i historien næste gang.

Når børnene fik en hat på, var de mange der ’bare’ var sig selv med en flot hat på. De relaterede ikke til hvad den forestillede. Det er også helt i orden, men hvis det skal bruges i drama-øjemed, virker det ikke!

Når jeg åbnede kassen, ville alle (selvfølgelig) også gerne have en hat på. Hatten mistede sin funktion som en markering af en figur i handling. Som voksen er det nok mere forvirrende end for børnene, at en prinsesse godt kan være en heks, eller at man kan have en hunde hat på og så være en løve. Men klargørende var hattene ikke i disse situationer.

Jeg endte med at bruge hattene som en del af handlingerne der udsprang af kasserne. Her virkede de godt og klargørende. At børnene så måtte vente til senere med at få en hat på, var så prisen jeg valgte at betale! Hattene kunne bruges af børnene bagefter, da kassen med hatte blev på institutionen én uge. De kunne så selv ’smage’ på figurerne i eget tempo, og gradvis få syn for det fiktive i at være bæreren af en udklædnings - hat!

Hattene var nok det der blev brugt mest i den mellemliggende uge af børnene. Dem kunne børnene selv tage på, og integrere i deres vante lege. Det rystede ikke institutionernes dagligdag.

Rummet
Placeringen i rummet eksperimenterede jeg også en del med. Hvor skulle jeg være i forhold til børnene. Skulle børnene sidde i rundkreds, samlet over for mig, op ad væggen eller hvordan! Jeg var der ikke for at lave show, men for at få dem på banen. Jeg fandt det bedst med børnene siddende i en samlet gruppe, og at jeg selv sad lidt skråt overfor dem, så de havde direkte adgang ud i rummet. Så var der ingen fysiske signaler der kunne hæmme dem i at springe spontant ud i aktiviteterne. Det var vigtigt at have et synligt ’hjem’, så man kunne komme ’ud’ og ’hjem’ igen! Det var trygt for børnene at have et ’hjemmested’. Her kunne man altid have’ helle’, og der var næsten altid en voksen på hjemmebasen.

Jeg havde et gulvtæppe med der kunne være et ’sted’. Det kunne være et sted man besøgte, eller et sted man undgik, eller der hvor jeg sad. Det gav mulighed for at synliggøre ’et andet sted’, end der hvor man var.

De voksne som ’scenografi’ og hovedfigurer!
Det er godt at bruge den/de voksne, som noget børnene gør noget i forhold til. Det er sjovt for børnene, og det er samtidigt trygt! De voksne kan være træerne i skoven, broen man kører under, den store farlige fisk, den der gir benzin, heksen der skal jages bort, féen der tryller det hele godt igen etc. Børnene kan selv gradvist få lyst og mod til også at indgå på samme måde som den voksne, og dermed kan man så småt udbygge sin drama - leg.

Intet publikum
Når drama-legen kører er alle der har lyst med. De kan være ude at køre med deres gummi-rat rundt på gulvet, og når så pludselig der sker noget, er alle jo det sted hvor det sker! Børnenes opmærksomhed er derfor helt skærpet, da de involveres i handlingen som statister. De er ikke kun publikum, men bliver en direkte del af historien. Nogle børn lever sig så meget ind i det der er ved at ske, at de kan foreslå hvad der skal ske, og nogle kan selv tage en rolle og bære handlingen. Resten af gruppen er så dem det sker i forhold til. Og det er meget spændende.

Her er ramme–sangen igen en fordel. Flere kan få mod til også at være den der bærer handlingen som dragen, politiet, heksen eller hvad det nu er, ved at se en af de andre børn gøre det. Så er det bare at gentage sangen, og flere af børnene kan prøve at være den bærende figur.

Afrunding
Der var ikke mange steder, de havde tid til at afprøve kasse idéen, eller lege med gemme–sangen, eller afprøve den spontane musiske kommunikation i den mellemliggende uge. Det kræver meget af den enkelte, og af hele institutionen at gøre plads til noget nyt.

Dels blev mine forløb meget en afprøvning og demonstration af nogle principper under udvikling mere end det blev en konsolidering af en metode og nogle principper for de voksne. Selvom det er meget enkle og umiddelbare metoder, der er på banen, er det krævende og provokerende at blive kastet ud på det eksperimenterende plan. Det kræver et afsæt at gi sig i kast med spontan musisk kommunikation, og dette blev kun demonstreret. Den voksne har i de fleste tilfælde brug for lige at prøve at komme på banen selv, og det var ikke indlagt i forløbene.

Ud af forløbet er der kommet to forløb for Børnekulissen
Det ene forløb bliver: ”Musisk drama for de mindste”, som det jeg har været ude med i denne forbindelse. Det skal indeholde en voksen introduktion til forløbet. Dette vil give mulighed for at få de voksne på banen, når jeg kommer og arbejder med børnene.

Det andet forløb bliver ”Nyt liv til kendte sange”. Det er stadig drama–forløb der er i centrum. Det dramatiske forløb tager udgangspunkt i vore kendte børnesange, og bruger dem som udgangspunkt og ramme for vores udfoldelse. Vi vil gå på opdagelse i sangene med deres figurer og deres indhold, og lege med nye muligheder. På samme vis som den første afdeling af de nu afsluttede forløb. (Se under Nyt liv til kendte sange).

Som afsluttende bemærkning vil jeg sige, at det har været meget spændende og berigende for mig at være ude i dette forløb. Også meget krævende, især i starten, hvor jeg havde så mange løse ender, der skulle finde sammen. Jeg er glad for at have fået muligheden for at lave disse forløb, og meget glad for det, der er kommet ud af det.

Der er så meget at hente i samværet med børnene. Jo mere vi kan tage afsæt i det, jo sjovere og rigere bliver det for både dem og os selv.

På Børnekulissens vegne

Helle Bull Sarning
Februar 2002